Vorterod

Ranunculus ficaria ssp. bulbifera

Ranunkelfamilien (Ranunculaceae)

Flerårig urt, på fugtig, næringsrig jord i skove, parker og græsplæner. Blomstrer april til maj.Bliver 5-25 cm. Formeres primært ved yngleknopper, der sidder i bladhjørnene på de blomstrende stængler og let falder af. Blade hele, hjerte- eller nyreformede med lange stilke, svagt takkede. Bladstænglerne bliver ulige lange, så bladene kan indrette sig efter sollyset. Planten er opkaldt efter sine små rodknolde (ammerødder), hvor næring oplagres til næste forår.
3 bægerblade og 8-10 gule kronblade og mange støvbærere. Bestøves sjældent pga den tidlige blomstring (få insekter fremme) og har derfor ringe frøsætning.

 

Fotos taget ved Fakirskolen april 2002 & 2005

vorterod, foto Lene Verner Hansen
vorterod, blomst, foto Lene Verner Hansen I naturmedicinen bliver vorterod som ingrediens i salve brugt mod hæmorroider og sår. I ældre tid også brugt mod fnat og vabler.
Planten indeholder bl.a. saponiner, protoanemonin, anemonin og vitamin C. Protoanemonin virker stærkt irriterende på hud og slimhinder, men stoffet nedbrydes ved tørring.

Kulinarisk: Bladene indgik før i tiden i forårets tilskud af frisk grønt sammen med fx grønkål og skvalderkål. De helt unge rodskud er bitre, men smagens mildnes når de er ældre; de blev tørret og malet til mel, som blev brugt som supplement til hvedemelet i brød. I dag anbefales det dog ikke at indtage planten.

På svensk hedder planten: Svalört
på norsk: Vårkål
på engelsk: Lesser Celandine
på tysk: Scharbockskraut

 Tegning fra Flora Danica

fra Flora Danica